Norsk Betstidende. Ugeblad for Lovkyndighed, Statistik og Statsøkonomi, Nr. 1. udgivet af den norske Sagførerforening. Onsdagen den sde Januar. 1879. Bemærkninger om enkelte Punkter i Skadeserstatningslæren. (Compensation af culpa). (Af Byretsassessor Dr. Oscar Platou). Nedenstaaende Bemærkninger ere nærmest foranledigede ved Høiesteretsdom af 23 October 1877 (Retst. 1877 P. 828) Glasforsikringsselskabet Prudentia mod Student Strioshoel. (En Hund havde under et Slagsmaal slaaet itu en Rude af 40 Spolr.s Værdi. HR. antog, at Hundens Eier var erstatningspligtig, og havde at erstatte Rudens fulde Værdi, ikke blot hvad en almindelig Vinduesrude vilde kostet). Jeg havde - som det Medlem af Byretten, hvis dissenterende Votum tildels har foranlediget den Discussion af visse Spørgsmaal i Skadeserstat= ningslæren, der findes gjengivet i Retst. P. 831-832, - tænkt at knytte nogle forte Bemærkninger til hin Dom, da den offentliggjordes i Retstidenden. Tilfældigvis blev jeg dengang forhindret, men har alligevel troet, at der dog var god Grund til paany at trække Sagen frem, fordi der ikke blot spørges om Rigtigheden af den enkelte Retsafgjørelse, hvorvidt en saadan Glasrude stal erstattes fuldt ud, men fordi der i Birkeligheden her efter min Opfatning ligger et vigtigt Princip ftjult, et Princip, som vistnok, practist taget, ikke saa ofte vil aabenbare sig i Spørgsmaal, som det ovennævnte, men som i andre Forhold og i andre Anvendelser hyppig vil have Anledning til at øve afgjørende Indflydelse paa et Retsforholds Afgjørelse. Det er muligt, at den Strid, der in casu har herffet mellem den Opfattelse, som jeg har gjort gjældende, og den, som antoges af de 4 Høiesterets= assessorer, hvis Votum blev Dom i Sagen, fan forstaaes som og reduceres til en blot og bar Divergents i Opfatningen af det under den specielle Sag foreliggende factifte Forhold, men den kan i al Fald ogsaa forstaaes som en Strid om Principer, Dommen kan opfattes som en Forkastelse af de Grundprinciper, jeg har gjort gjældende, og derfor har jeg troet at burde tage Ordet, for noget nærmere at redegjøre for de Retssætninger, jeg har anseet anvendelige, og som der iffe var Sted - ligesaalidt som der var Tid for mig til at udvikle vidtløftigere i mit dissenterende Votum. Den Argumentation, i Kraft af hvilken Høiesterets Majoritet kom til det Resultat, at den skadegjørende Hunds Eier flulde erstatte den ituslagne Butikrudes fulde Værdi, er saalydende: " Forsaavidt Indst. derhos in subsidium har paastaaet sit Erstatningsansvar indskrænket til 40 Still., eller hvad en almindelig Vindusrude fan antages at koste, kan jeg heller ikke give denne Paastand Medhold. Hvad der til Fordel for samme er anført af det dissenterende Medlem af Byretten, forekommer mig ikke holdbart. En saadan Indskrænkning har ingen Hjemmel i Lovgivningen, og saavidt fljønnes - heller ikke i Forholdets egen Natur. — Det er ligesaalidt forbudt, som det kan ansees for i sig selv utilbørligt at anbringe saadanne Butikvinduer som det her omhandlede, og dette er nu blevet saa almindeligt, at det iffe fan betragtes som overdreven eller unødig Lurus. Heller ikke skjønnes det at kunne karakteriseres som nogen særdeles Uforsig= tighed, hvis Følge Eieren selv maa være nærmest til at bære, isærdeleshed naar det tages i Betragtning, at Glasset i saadanne Ruder er saa tykt og stærkt, at der skal en ikke ringe Grad af Vold til, for at det skal slaaes itu. Om at paabyrde Publikum Jagttagelse af nogen særegen diligentia for ikke at beskadige dem, er der selvfølgelig ikke Spørgsmaal. Men naar tilregnelig Uagtsomhed er udvist og har havt til Følge, at Ruden er gaaet itu, indser jeg ikke, at Vedkommende kan fritages for fuldtud at erstatte den virkelige Slade, fordi denne ikke vilde være bleven saa stor, hvis Ruden havde været mindre eller af et mindre kostbart Stof. Det vil ogsaa let sees, til hvilke Urimeligheder Konsekventsen af denne nye Lære vilde føre, og det forekommer mig indlysende, at den i ethvert Fald trænger til en nærmere Begrændsning, som den kun ved positive Lovforskrifter kunde gives." Den Del af mit dissenterende Votum, hvilken vedkommer Skadeserstat= ningspligtens Omfang, er saalydende: „Indstevnte maa derfor ansees pligtig til at yde Erstatning. Han har imidlertid indvendt, at han i hvert Fald iffe bør tilpligtes at betale den hele Speilglasrudes Værdi, men kun, hvad en almindelig Rude maatte foste, hvilket han har anflaaet til 40 Still., mod hvilken Tart Citantskabet ikke har protesteret. Citantskabet har simpelthen afvist Indst.s Paastand med den Udtalelse, at en saadan Indskrænkning i Erstatningspligten ikke passer med vore Forhold. Dette Spørgsmaal er vistnok yderlig tvivlsomt, men jeg antager, at Indst. bør nyde Medhold i sin Paastand. Det maa nemlig antages, at ligesaalidt som man bør kunne vælte Risicoen ved fit Dyrehold over paa Trediemand, ligesaalidt bør man have Ret til at vælte en saadan vidtgaaende Risico over paa Publicum ved at udstyre sine Vinduer ud til Alfarvei paa en saa luxuriøs Maade; dette vilde være at lade Publicum bære Assurancen; det er vistnok klart nok, at den Mand, der paa en Kunstudstilling ved Skjødesløshed beskadiger et Maleri eller anden Kunstgjenstand, maa betale dens fulde Værdi, men Synspunktet maa blive et andet, hvor, som in casu, den bedærvede Gjenstand staar til * gjængelig for Alle ud til Gaden; Eieren bør ikke kunne paabyrde Publicum en særegen diligentia, forsaavidt denne Sag angaar. Saatant Princip opstilledes allerede i Romerft Ret (efr. fr. 13 § 1 D. de serv. præd. urb. 8-3 fr. 40 pr. D. de Damn inf. 39-2) og practiseres, saavidt jeg har funnet erfare, i moderne udenlandsk Ret; det hviler paa almengyldige Fornuftslutninger, og kan ikke afvises med den tørre Bemærkning, at det er fremmed og ikke norsk Ret. Det kan vistnok med adskillig Vægt indvendes, at Speilglasruder i Kjøbmænds Butikvinduer er bleven en saa almindelig Ting, at de neppe savnes i nogen større og elegantere Butik; men dette fritager ikke Brugen af saadanne Vinduer fra, at betegnes som en Luxus, hvorfor Eieren paabyrder Publicum Risicoen. Der maa dernæst spørges om, hvor langt man skulde gaa i Bestemmelsen af Skadeserstatningen; det lader sig tænke, at en Kjøbmand indsætter Ruder, der ere dobbelt saa store eller endnu større, end den her omhandlede, eller at han har benyttet ualmindeligt smukt og kostbart Glas i Ruden; skulde man i saa Tilfælde paabyrde den Skadegjørende en Erstatningspligt af maaske flere hundrede Spd. for en maaske meget undskyldelig, om end_tilreg= nelig culpa? Det indsees ikke andet, end at naar en Kjøbmand for at give sin Butik et smuffere og elegantere Udseende vil løife Vinduessprosserne og sænke Binduerne langt ned under den almindelige Hvide for at indsætte en eneste Speilglasrude af flere Kv-Alens Fladeindhold, saa faar han gjøre dette paa egen Risico. (Her tænkes naturligvis ikke paa det Tilfælde, at der er ond Vilie hos den Skadegjørende). Endvidere bør man være berettiget til at fordre, at Eieren af saadanne Ruder træffer Forholdsregler for at beskytte saa kostbare, ffjøre og stærkt udsatte Gjenstande, som store Speilglasruder, nemlig ved at opsætte Rækværk og Gitter for den nederste Del af Vinduet, saa at man iffe fan komme til at spænde til det, eller Hunde ille komme det nær. Men Citanten har iffe paastaaet at have iagttaget saadanne Forsigtighedsregler." Der foreligger saaledes, saavidt jeg kan skjønne, en Dissents saavel angaaende de anvendelige Retsgrundsætninger som om Adgangen til at subsumere det givne Factum under de af mig opstillede Retsgrundsætninger, forsaavidt disses Rigtighed erkjendes (hvorvidt Anbringelsen af en saadan Vinduesrude maatte ansees for en Uforsigtighed, hvis Følger man selv maatte bære). Af disse Stridspunkter er naturligvis det førstnævnte det vigtigste; det er efter mit Stjøn af ikke liden Interesse og det er dette, jeg specielt nil holde mig til, idet jeg dog bliver nødt til ogsaa at omtale det andet. - Den i mit Votum opstillede Lære er som allerede der antydet, iffe ny, men har tvertimod den ganske ærværdige Alder af over 1800 Aar, idet den første Gang findes fremsat af den romerske Jurist C. Ateius Capito (død a. 22 p. Chr.) og Sempronius Proculus, som levede paa Keiser Tibers Lid. Proculus fr. 13 1 Dig. de serv. præd. urb. VIII-2: Parietem |