givet dem i en anden. De have ikke opnaaet den udødelighed, der kun tilfalder geniets skabninger, hvis tiltrækningskraft bestandig virker paa alle uden forskjel. Men der er en beskednere uforgjængelighed, der synes at skulle blive Brunettos skrifter til deel. Som et værdifuldt mindesmærke om datidens sprog og aandelige liv ville de stedse gjøre krav paa opmærksomhed hos dem, der sysselsætte sig med middelalderens litteratur og de romanske sprogs historie.

II.

BRUNETTO LATINOS ITALIENSKE SKRIFTER.

Hos Giovanni Villani (VIII, 10) finder man en kort an

givelse af Brunetto Latinos skrifter:

>> Fu quelli che spuose la Retorica di Tullio, e fece il >> buono e utile libro detto Tesoro, e'l Tesoretto, e la chiave » del Tesoro, e più altri libri in Filosofia, e di vizj e di » virtu. «

Som vi skulle see, kjender man nu ikke alle de skrifter, som her nævnes, og paa den anden side er der værker, som med eller uden grund tillægges Brunetto, men som ikke omtales af Gio. Villani.

Nogle af Brunettos skrifter staae i saa nøie forbindelse med Li Tresors, at det vil være rigtigst, her kun at nævne dem med en henvisning til det sted i det følgende hvor vi behandle de tilsvarende afsnit af det nævnte værk.

1. Etica d' Aristotile

--

s. nedenfor III, B, 1.

2. Il Libro dei Vizj e delle Virtù s. nedenfor III,

B, 2 i slutningen.

3. Rettorica di Tullio

s. nedenfor III, C, 1 i be

gyndelsen.

4 & 5. Il Favolello og Il Tesoretto.

Første gang ere disse to italienske digte trykte sammen med Rime di Petrarca, estratte da un originale ec., Roma, Grignani, 1642, in fol. De findes ogsaa i det optryk af denne bog, som besørgedes af Santi Bruscoli, Torino, Stamperia Reale, 1750, in 801, og i [ll Pataffio di] Messer Brunetto Latini, in Napoli, 1788, Tommaso Chiappari, in 12o, p. 189-290o. Det er den samme ukritiske text, som indeholdes i disse 3 udgaver, kun at der i den sidste er foretaget nogle forandringer i retskrivning og skilletegnenes brug samt nogle rettelser, der dog alene grunde sig paa udgiverens conjecturer3.

En ny kritisk udgave besørgede Gio. Batista Zannoni efter flere haandskrifter: 1 Tesoretto e il Favoletto di Ser Brunetto Latini, ridotti a miglior lezione, Firenze, Molini, 1824, in 804.

4. Il Favolello er et kort riimbrev til den florentinske digter Rustico di Filippo 5. Efter at have bebreidet sin ven, at han har glemt ham, giver Brunetto en skildring af de forskjellige slags venner og slutter med en bøn om, at Rustico dog vil skrive ham til.

1) Gamba, Testi di lingua, 4ta ed., Venezia 1839, Nr. 753 og Nr. 591. 2) Denne sidste udgave er maaskee den samme, som i Hist. litt. de la Fr., v. XX, p. 286 in marg., anføres saaledes: Naples, 1790, in 8° s. nedenfor p. 56. 3) Il Pataffio, p. 190; Zannoni, Prefaz. al Tesoretto, p. LX, sqq. Zannoni udtrykker sig forøvrigt, som om der fandtes andre udgaver, end de ovenfor nævnte. 4) Gamba (Testi di lingua, 1839, p. 183, n.) nævner som skrifter, der kunne tjene til textens yderligere berigtigelse: Salvatore Betti, Emendazioni ad alcuni luoghi dell' edizione Zannoniana del Tesoretto. Roma 1833, in 8°, Antologia di Firenze, T. 16, p. 140 sqq. og Memorie di Religione ec. (Modena) T. 4, 1834, p. 163 sqq. Adskillige rettelser har ogsaa V. Nannucci foretaget i de brudstykker, han har givet plads i Manuale della letteratura del Imo secolo, 2da ed., Firenze 1856, I, p. 430-477. 5) Syv af Rusticos sonetter meddeles af Vinc. Nannucci, Manuale, I, 484-88.

Titelen er med urette af Zannoni forandret til Favoletto. Favolello er nemlig det italienske ord for det provençalske Flabel (det nordfranske Fabliau). I et riimbrev til Sordello, il Mantovano, fra Americ de Peguillan kalder denne selv sit digt Flabel, og dette ord saavelsom den digtart, det betegner, har Brunetto formodentlig lært at kjende under sit ophold i Frankrig1. Da man ikke paa anden maade kan bestemme den tid, paa hvilken Brunettos riimbrev er skrevet, turde man maaskee heraf slutte, at det rimeligviis er blevet til under Brunettos landflygtighed. Dets indhold viser tilstrækkelig, at det ikke har noget at gjøre med Il Tesoretto, skjøndt de ældre. udgaver havde indlemmet det deri.

5. Il Tesoretto er et læredigt, skrevet i rimede jambiske vers paa syv stavelser. De 2,945 vers ere inddeelte i 22 capitler af meget forskjelligt omfang: det korteste, det niende, indeholder kun 26 vers, medens det længste, det eetogtyvende, bestaaer af 354.

Den form, hvori Brunetto har meddeelt sin rige skat af Kundskab er aabenbaringens. Denne indklædning er ikke ualmindelig hos middelalderens forfattere, der ofte lade abstracte begreber som dyder, kunster, videnskaber træde op som handlende og talende personer ved siden af oldtidens berømte Mænd, som de have stor tilbøielighed til at mane frem.

Brunetto fortæller, hvorledes han, efter at have udført sin sendelse til Alfons den tiende af Castilien, paa tilbageveien modtager underretning om Guelfernes nederlag

1) Gio. Galvani, Osservazioni sulla poesia de' Trovatori. Modena 1829, p. 229 sqq.

Brunetto Latino.

3

og fordrivelse fra Florents (see ovenfor p. 12). Sørgmodig og tankefuld over, at tvedragt hersker i hans fædrestad, forvilder han sig i en skov (c. II). Pludselig seer han sig midt i naturens værksted. Naturen, der viser sig for ham som en idelig omskiftende kvindeskikkelse, modtager ham venligt, oplyser ham om, hvorledes hun har sin oprindelse fra Gud og sin begrændsede virkekreds, om verdens skabelse og indretning, om syndefaldet og menneskets væsen o. s. v. Efter at have indviet ham i sine hemmelige raad, foreskriver hun ham den vei, han skal følge for at søge videre belæring gjennem nye aabenbaringer (C. III--XII).

Gjennem vildsomme egne vandrer han da frem, indtil han paa den tredie dag kommer til en yndig slette, hvor han seer keisere og konger, stormænd og vise syslende med aandelig idræt. Alle lyde de en keiserinde, hvis navn er Dyden, og hvis fire døttre ere Viisdom, Maadehold, Styrke og Retfærd. Disse fire dronninger, der snart synes at smelte sammen i een skikkelse, snart igjen at skilles, boe hver i sin borg, passe hver sin dont og have hver sin æt (C. XIII – XIV). Brunetto taler ikke om alle de kongelige møer, han finder hos dem i deres fire borge, men nævner kun deres tal1. Derimod fortæller han, hvorledes han slutter sig til en skjøn riddersmand, og meddeler læseren de raad og lærdomme, han hører denne modtage af de fire ridderlige Dyder, Gavmildhed, Høviskhed, Troskab, alle døttre af Retfærdigheden, og Tapperhed, der er en datter af Styrken. (C. XV-XVIII).

1) Inddelingen af de fire cardinaldyder stemmer ikke med den som findes i Li Tresors, skjøndt han lover, at han i dette værk vil give nøiere oplysning c. XIV, v. 88-94.