tier af denne afdeling anføres forfattere, der slet ikke forekomme i andre. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at grunden hertil simpelthen er den, at Brunetto har sammensat dette afsnit af oversættelser af forskjellige skrifter, af hvilke hvert anfører sin række forfattere. For oversigtens skyld ville vi her strax nævne disse skrifter, som vi derpaa enkeltviis skulle gjennemgaae: Moralium Dogma af Gautier de Lille; De Arte Loquendi Et Tacendi af Albertano da Brescia; GUALTERI AB INSULIS MORALIUM DOGMA. Som denne compilations forfatter have vi angivet Gautier de Lille, der levede i slutningen af det 12te aarhundrede1. Indledningen til den ældste udgave (s. nedenfor, p. VIII) tillægger ham forfatterskabet, men tilføier dog, at dette efter andres mening tilkommer Magister Vilhelmus, qui Henricum, filium comitis Endogaviæ de Campania Gallica, instruebat. Imidlertid nævner den af 2) Beaugendre, 1) Histoire litt. de la France XV, p. 100-119. der har udgivet Hildeberti Opera (Paris 1708, fol.), har deri optaget Moralium Dogma. Hvad han støtter sig til (col. 959-60) er deels en yttring i et brev til Henrik I af England (col. 42), som aldeles ikke synes at sigte til Moralium Dogma, deels et sted (col. 6) i et andet brev, hvor Hildebert omtaler Senecas skrift De Clementia, hvilken omtale Beaugendre sætter i forbindelse med den aldeles urigtige paastand, at dette skrift er hyppig citeret i Moralium Dogma. I henhold hertil er Mora Hr. Th. Bjarnarson meddeelte, gamle islandske oversættelse af det 26de capitel af Moralium Dogma ogsaa en Meistari Valltirr som forfatter (nedenfor p. CXXI)1. Den kalder ham rigtignok Valltirr af Sallibur, men da vi forgjæves have søgt en Valter, paa hvem tilnavnet kunde passe, antage vi, at dette maa beroe paa en feiltagelse. Desuden vil man finde, at baade Vossius og Moréry, i henhold til ældre kilder, nævne Moralium Dogma blandt de skrifter, der hidrøre fra Gautier de Lille. I dette skrift forekomme adskillige tillempelser i de citerede vers af Juvenal, Lucan og Horats3, der ikke blot vidne om en vis færdighed i latinsk versekunst, men ogsaa om en dristighed som den, der ikke veg tilbage for en altitudinem materiæ, quam nullus veterum poetarum, teste Servio, ausus fuit aggredi perscribendam. Disse ord ere af Gautier de Lille, og findes i fortalen til hans Alexandreis, et latinsk digt i ti bøger om Alexander den stores. bedrifter: Gesta ducis Macetum. Hans byesbarn og samtidige, Alain de Lille (1114–1202), doctor universalis, spottede rigtignok i sit store allegoriske digt Anticlaudianus Gautiers latinske Musa 5; men han formindskede dog ikke den anseelse, som Alexandreis havde er lium Dogma i Hist. litt. de la Fr. XI, p. 360 sqq. omtalt som et værk af Hildebert: C'est une des plus belles productions de sa plume et qui se lit avec plus d'agrément. Saalænge man ikke har andet at støtte sig til, maa Beaugendres mening ubetinget forkastes. 1) Under Hr. Bjarnarsons fraværelse har Hr. Jon Sigurðsson været saa god at besørge correcturen af denne islandske text. 2) Ger. Jo. Vossii De veterum · poetarum temporibus libri duo, Amstelædami 1654, 4o, II De poetis latinis p. 74-75. Moréry Dictionnaire hist. art. Philippe Gautier de Chastillon. 3) Moralium Dogma infra pp. LXIV, LXXI, LXXVI, LXXX. 4) Hist. litt. de la Fr. XVI, p. 396-425. 5) Anticlaud. I, 5. Alani de Insulis Opera, ed. C. de Visch, Antverpiæ 1654, fol., p. 326. hvervet sig, og længe bevarede. Gautiers digt, der senere blev trykt mange gange og for nylig er blevet optrykt1, blev i det trettende aarhundrede ogsaa oversat paa islandsk. Alexandreis er dediceret til Guillaume de Champagne, der var ærkebisp i Reims fra 1176 til sit dødsaar 12023. Det maa altsaa være skrevet før 1202; men efter al sandsynlighed er det fuldendt allerede i 11811. Denne tidsbestemmelse tjener os til omtrentlig at fastsætte den tid, til hvilken Moralium Dogma bliver at henføre. I dette skrifts capitel XXXVI (p. LXIII) læses følgende vers, der i Brunettos oversættelse, Li Tresors, p. 440, anføres som et udsagn af Alixandres: >> Nobilitas sola est, animum quæ moribus ornat.« Dette vers, der minder om Juvenals og i udgaverne er indsmuglet blandt en mængde citater af denne digters 8de satire, have vi gjenfundet i Alexandreis L. I, v. 104. Moralium Dogma maa altsaa være skrevet efter 1181, og gaaer man ud fra, at den er forfattet af Gautier, er det rimeligt at affattelsen falder i de sidste 15 Aar af det 12te aarhundrede. Forøvrigt er Moralium Dogma, der i sit hele anlæg slutter sig til Ciceros skrift De Officiis, for den allerstørste deel sammenflikket af citater af oldtidsforfattere, især af Cicero og Seneca, Sallust, Boethius, af den sam 1) M. Philippi Gualtheri ab Insulis Alexandreis. Rec. F. A. W. Mueldener. Lipsiæ 1863. 2) Alexanders Saga. Christiania, 1848. Udg. af C. R. Unger efter to haandskrifter i den Arna-Magnæanske Samling i Kjøbenhavn (519, 4° og 226 fol.) 3) Hver af de ti bøger begynder med et bogstav af hans navn: Guillermus. 4) Matthæi Vindocinensis Tobias, rec. Mueldener, Gottingæ 1855, p. 11. ling sententser, som gaaer under navn af P. Syri Mimi (Seneca), af Horats, Juvenal, Persius, Lucan og Terents. Af Virgil finder man kun et par citater (p. XXXVII, XLIII, XLVII), og et enkelt af Ovid (p. LIII), af Statius (p. LXXIV) og af Maximian1 (p. LIII). Hertil komme en mængde steder, der ere laante fra Martinus Dumiensis (Seneca), og nogle færre fra Salomon, Gregorius Magnus og Isidor. Demosthenes (p. XXXIII) er formodentlig citeret paa anden haand. Selv i capitlet De religione (c. XV, p. XXXII), møder man, efter en definition af Cicero, ikkun lutter hedenske forfattere. I Li Tresors, c. LXXXI p. 420, har Brunetto dog tilsat en indledning om la foi de Sainte Eglise og, p. 423, en lille slutningsbemærkning: »>Encontre ceste vertu sont mortelment li papelart et li »faus ypocrite, qui monstrent ce que il ne sont, por decevoir Dieu »et le monde. «< Littré har i Li Tresors II, II, cap. XCIX søgt oplysning om de livegnes kaar i middelalderen, men følt sig skuffet ved kun at finde citater af oldtidens forfattere 2. Dette kommer af, at Brunetto har indskrænket sig til at oversætte cap. XXXVIII i Moralium Dogma. Citaterne ere ikke altid valgte med videre skjønsomhed; saaledes vil man i cap. XXVII (p. XLVI infra; Li Tresors p. 398) see, at en yttring af Thraso, en miles gloriosus, for ramme alvor er brugt som opfordring til 1) Maximian, der efter nogles mening skal have levet i det 5te aarhundrede, efter andres langt senere, har skrevet 6 elegier, som urigtig have været tillagte Cornelius Gallus. Wernsdorf Poeta lat. minores, Altenburg 1780, III, p. 126 sqq. og VI, p. 207 sqq. J. A. Fabricius Bibliotheca latina, Lipsiæ 1773, I, p. 426 og Bibliotheca lat. med. et infimæ ætatis, Patavii 1754, 4o, V, p. 59. Menagiana, Amst. 1762, III, p. 241-253. 2) Journal des savants, 1865, p. 11. sagtmodighed; og i cap. XXII (p. XXXVIII infra; Li Tresors p. 436), hvor der skjelnes mellem den voldsomme og den trædske krænkelse af retfærdigheden, anføres følgende vers af Juvenals 2den satire: >> Hispida membra quidem et duræ per brachia setæ >> Promittunt atrocem animum «< ་ Compilatoren udelader uden videre de umiddelbart felgende ord: sed podice lævi etc., der tydelig nok vise, at stedet ikke passer her. Vi have allerede tidligere, p. 52, omtalt middelalderens forkjærlighed for sententser, som ogsaa er tilstrækkelig til at forklare den yndest, som blev Moralium Dogma tildeel. Den benyttedes ikke blot i latinske skrifter saasom Guillaume Perraults Summa, der dog ikke anfører titelen, og Albertanos Liber consolationis et consilii1, men ved siden af Brunettos oversættelse i Li Tresors findes der andre, selvstændige oversættelser baade paa prosa og vers, der føre navn af Moralités des philosophes eller M. de philosophie, hvilken sidste titel ellers synes lidt besynderlig. Den forekommer ogsaa under navn af Les dis des philosophes, en titel, der let kunde give anledning til en forvexling med Les dicts moraulx des philosophes. I denne sidste samling, som vi derfor have beskrevet ovenfor, p. 52-54, forekomme ogsaa uddrag af 1) Tre trattati d'Albertano, Firenze 1732, p. 192. Det er sikkert nok den samme bog, der i den første afhandling (p. 129 cf. p. 127) anføres under navn af Dottrina de' costumi de' Filosofi. Derimod sigter Gualtieri (p. 21) ikke til dette skrift, men til Amatoria Andrea Capellani Regii ad suum amicum Gualterum scripta. 2) Chabaille Introd. p. XVI-XVII; Paulin Paris Les manuscrits françois etc. II, p. 125-126 cf. p. 123; III, p. 190; V, p. 13; VII, p. 294, 301, 337 (Les dis des philosophes). P. Paris lader til at ansee skriftet for en oprindelig fransk compilation. |