Skulde der komme rigtig sammenhæng i stedet, maatte der aabenbart læses commune for passion, som man dog gjenfinder baade i L'Etica (p. 67) og Il Tesoro (II, p. 66); men det hele er ialfald blevet endnu mere uklart ved at Mais quant tirannie etc. er skilt fra det følgende: Li sires etc., hvilket da heller ikke er skeet i de italienske texter. Med hensyn til slutningen er det vanskeligt at sige, hvorledes den bør lyde. Den indklamrede variant, som man kunde fristes til at antage for en forvanskning1, bør dog vist optages i texten. Ialfald synes det rimeligt, at der i den sidste sætning skal læses sers for cors. Som vi have anført et exempel paa en urigtig deling af sætninger, skulle vi ogsaa anføre et exempel paa en

1) Li sers est aussi comme uns organs à [l]ame.

L'Etica, p. 26, nærmer sig dog mere til meningen:

neuno della terra di Gedemonia si consiglia in che modo »>le genti hanno buona conversazione«<.

Vi skulle anføre et andet sted1, der er saa forvansket eller ialfald saa utydeligt, at man vel kan have nødigt at sammenligne det med grundtexten:

Ethicorum 1. IX, lect. 7, e.

Hoc [opus] utique diligunt [benefactores] magis quam opus [diligit] facientes. Hujus autem causa, quoniam Esse omnibus eligibile et amabile. Sumus autem in actu: in vivere namque et operari. Actu utique faciens est quodammodo opus. Diligunt namque opus quia et Esse. Hoc autem naturale; quod enim est potentia, hoc actu opus nuntiat.

Li Tresors p. 320-21.

Chascuns aime plus sa faiture que ele lui, et especiaument les choses qui ont ame; neis li poete aiment lor vers durement. Et l'achoisons porquoi li hom aime naturalment sa faiture, est que la darrienne perfection de de ce que l'on fait est s'uevre; et quant une chose est sans ævre ele est comme impossible [al. empossible, possible, passible], et est usée par ævre.

1) Dette sted mangler i begge de italienske texter (cap. 49, slutn.). 2) See forrige side. 3) ̔Ως ἐπὶ τὸ πολύ, fordetmeste.

In transgressionibus autem quemadmodum et justum parvum est, sic et amicitia. Et nequaquam est in pessima; in tyrannide enim nihil aut parum amicitiæ. In quibus enim nihil commune est imperanti et imperato, neque amicitia, neque enim justum; sed velut artifici ad organum, et animæ ad corpus, et domino ad servum. Juvantur quidem enim hæc ab eis, quibus utuntur ad utilitatem. Amicitia autem non est ad inanimata, sed neque ad equum vel bovem, neque ad servum secundum quod servus: nihil enim commune est. Servus enim animatum organum, organum autem inanimatus servus.

Skulde der komme rigtig sammenhæng i stedet, maatte der aabenbart læses commune for passion, som man dog gjenfinder baade i L'Etica (p. 67) og Il Tesoro (II, p. 66); men det hele er ialfald blevet endnu mere uklart ved at Mais quant tirannie etc. er skilt fra det følgende: Li sires etc., hvilket da heller ikke er skeet i de italienske texter. Med hensyn til slutningen er det vanskeligt at sige, hvorledes den bør lyde. Den indklamrede variant, som man kunde fristes til at antage for en forvanskning1, bør dog vist optages i texten. Ialfald synes det rimeligt, at der i den sidste sætning skal læses sers for cors. Som vi have anført et exempel paa en urigtig deling af sætninger, skulle vi ogsaa anføre et exempel paa en 1) Li sers est aussi comme uns organs à [l']ame.

urigtig deling af ord. Side 297 og side 304 læser man:

La seure justice est meillor que justice. Der er, som man ved første øiekast kunde troe, her ikke tale om secura justitia, men om den høiere retfærdighed. Stedet slutter sig til Ethicor. 1. V, lect. 16, af hvilken det dog ikke kan siges at være nogen egentlig oversættelse. Det er imidlertid klart, at det, Brunetto sigter til, er epiichia ɔ: ¿ñiɛízɛia, æquitas. Ordet burde sikkert skrives' seurejustice. Baade i L'Etica (p. 47 og 55) og Il Tesoro (II, p. 47 og 55) finder man paa begge de tilsvarende steder sopraggiustizia.

Ved urigtig læsning af afskriverne er der ogsaa fremkommet feil. Side 328 hedder det:

"...

Mais, l'ame [al. la vie] dou felix est avec vertu«. Ethicorum 1. X, lect. 9, i: »Videtur autem felix vita secundum virtutem esse".

I L'Etica, p. 82, findes ogsaa vita; l'ame er kun en læsefeil for la vie.

Endelig skulle vi fremhæve den sidste deel af slutningscapitlet, som man synes at have antaget for en henviisning til det følgende afsnit 1.

Ethicorum 1. X, lect. 16, k-l.

Relinquentibus igitur prioribus imperscrutabile quod de legis positione, nos ipsos intendere magis melius forte et totaliter de politia, ut, ad potentiam, quæ circa humana philosophia perficiatur. Primum quidem igitur si quid secundum

Li Tresors p. 333.

Mais porce que nos cuidons consirer toutes humaines choses par guise de philosophie, si metrons tout avant les diz des anciens sages; et en ce penserons que les desordenées manieres de vivre corrumpent les bons us des

1) Antonio Cappelli i Scelta di Curiosità letterarie, Dispensa LXIII, Bologna 1865, p. XVI.

B, 2. ENSEIGNEMENS DE MORALITÉ.

partem dictum est bene a progenitoribus, tentemus pertransire. Deinde ex congregatis politiis speculari qualia salvant et corrumpunt civitates, et qualia singulas politias, et propter quas causas hæ quidem bene, hæ autem contrarium civiliter agunt: consideratis enim his, forte utique magis conspiciemus, et qualis politia optima, et qualiter unaquæque ordinata, et quibus legibus et consuetudinibus utens.

165

citez, et li convenable les redrescent, et qui est l'achoison de male vie dedanz la cité et de la bone, et par quoi la loi est semblable as costumes. L'Etica p. 91.

Penseremo quali sono quelli modi di vivere li quali corrompono le buone usanze delle cittadi, e quali sono quelli che le racconciano, e ch'è la cagione della rea vita nelle cittadi e della buona, e perchè le leggi si assomigliano alle usanze.

Det synes rimeligt, at der for que les burde læses queles, som man vil see af grundtexten og den italienske oversættelse.

Sammenstillingen viser forøvrigt, at denne slutning er en oversættelse af Aristoteles's henvisning til sin Politik, men ikke nogen hentydning til det følgende afsnit af Li Tresors. Dette indeholder rigtignok en mængde udsagn af oldtidens viismænd, men de angaae ikke politiken, og ere heller ikke samlede af Brunetto selv.

2. ANDEN DEEL.

LES ENSEIGNEMENS DE MORALITÉ.

Vi have alt tidligere (p. 88) fremhævet, at man i denne afdeling finder en stor sammenhobning af citater baade af ældre og nyere, christelige og profane forfattere. At Brunetto ikke selv har samlet disse, faaer man allerede en mistanke om ved at bemærke, at der i nogle par